
GARDINET SOM POETISK FORTÆLLING
Den danske designduo Hvass&Hannibal har til 3daysofdesign-udstillingen Cover / Uncover skabt tekstile kunstværker med afsæt i Stilling® Bistro Collection. Vi har talt med Hvass&Hannibal om at løfte gardiner fra ren funktion til en poetisk fortælling og ind i et kunstnerisk felt.
DET STARTER MED EN FORTÆLLING
Nan Na Hvass og Sofie Hannibals design studio Hvass&Hannibal, arbejder i krydsfeltet mellem illustration, grafisk design, tekstil, rum og kunstneriske installationer. Når duoen arbejder med et nyt kreativt projekt, tager de som regel udgangspunkt i en fortælling, som senere bliver afgørende for valg af farver og teknikker:
“Til denne udstilling udsprang fortællingen af Stilling® Bistro-gardinstængerne, der er skabt til halvgardiner og cafégardiner, som skærmer mod gadeniveau, mens dagslyset stadig strømmer ind.
Vi fandt det interessant at undersøge, hvad der kunne foregå bag et sådant gardin, og idéen om at styre blikket blev et spændende tema at arbejde med. I det færdige værk er det derfor nøje kontrolleret, hvad øjet får lov til at se. Beskueren får indblik i samspillet mellem de forskellige lag af tekstil, men ikke i det rum, der befinder sig bagved,” fortæller Hvass&Hannibal.
Portræt Sofie Hannibal og Nan Na Hvass/ Foto: Birgitta Wolfgang
AP 0689 / Custom Coloured & Bistro / Brushed Steel
GARDINER I DYBDEN
De tekstile værker er ophængt på fire Bistro-stænger fra Stilling®. Det giver cafégardinet en rumlig dybde, hvor tekstiler, motiver og farver forskyder sig i forhold til hinanden.
“Det, der fangede vores interesse omkring samarbejdet med Stilling, var muligheden for at arbejde rumligt med vores motiver. Her arbejder vi nemlig med flere lag af tekstiler, der hænger forskudt,” fortæller Hvass & Hannibal.
“Flere lag giver mulighed for at kombinere forskellige tekstiler med forskellige kvaliteter, som for eksempel let kontra kraftigt eller mørkt kontra lyst. Det giver mulighed for at lege mere med udtrykket.”
VINDUET SOM RAMME FOR KUNST
“Vi synes også, at det var interessant at arbejde med en vinduesudsmykning, hvor gardinet optræder som et dekorativt element i rummet. Gardiner forbindes ofte med en praktisk funktion: at skærme for lys eller skabe privatliv. I dette projekt blev der tilføjet en æstetisk dimension, hvor den praktiske funktion trådte mere i baggrunden.”
“Da et halvgardin sjældent trækkes til eller fra, men typisk hænger statisk, kunne vi med Bistro-gardinstængerne i højere grad frigøre os fra de praktiske hensyn og i stedet betragte vinduet som en ramme for æstetiske muligheder.”
NATURENS VISUELLE RYTME
Som i arbejdet med deres fælles tekstilprojekt ’Kibun’, tager Hvass&Hannibal afsæt i stiliserede motiver inspireret af naturens cyklusser oversat til et grafisk og tekstilt sprog.
“I denne vinduesudsmykning har vi arbejdet med to grafiske elementer: cirklen og halvcirklen, der symboliserer et himmellegemes gang henover himlen. Det andet grafiske element er en streg, der enten er lige eller bølget, der symboliserer vandets bevægelse eller stilstand.”
De enkle former gentages på tværs af lag, farver og materialer og skaber en visuel rytme, der langsomt træder frem:
“Vi inviterer beskuerens blik til at bevæge sig gennem værkets forskellige lag. Helt konkret synliggøres en ellers skjult bagside gennem de udskårne motiver. Andre steder fungerer transparente tekstilstykker som slør, der delvist skjuler det bagvedliggende, samtidig med at farver og former stadig anes.
Når værket betragtes direkte forfra, fremstår det som et samlet motiv. Men idet beskueren bevæger sig til siden, åbner værket sig, og en ny dimension opstår.”
TÆTHED OG TRANSPARENS
Hvass&Hannibal har valgt tekstiler fra Stillings samarbejdspartner Kvadrat.
“Vi har bevidst valgt at arbejde med disse tekstiler, både fordi de i sig selv er enormt smukke, og fordi de findes i et bredt udvalg af nuancer. I dette projekt har vi arbejdet med farvekontraster, hvor eksempelvis det sarte gule transparente tekstil står over for den mørkerøde, tætte uld. Der opstår herved også en materialemæssig kontrast,” fortæller Hvass&Hannibal.
”For at understrege ideen om det skjulte og private har vi ladet alle kanter af uldtekstilet stå rå og usyede som et symbol på noget råt eller ufærdigt. Det transparente, lette tekstil har en laserskåret kant, der understreger dets lette og flygtige natur.”
DYNAMISKE FARVER
Farverne spiller en afgørende rolle i oplevelsen af værkerne. Ikke kun som flader, men som noget, der opstår i mødet mellem materialer.
“Når den tætte uld ses gennem det transparente tekstils slør, dannes der også nye farvetoner, hvilket bliver en måde at skabe flere nuancer ud fra de fire lag. Farven bliver dynamisk. Den opstår gennem lag, lys og materialitet.”
”Gardiner kan befries fra deres rent praktiske funktion. De kan forme rummet, filtrere lyset og blive et bevidst, personligt greb i indretningen.”
GENNEMGÅENDE MOTIVER
Stofferne fra Kvadrat bruges både i de to kunstværker og til de wave-gardiner, der optræder i Cover / Uncover-udstillingen i Stilling Studio.
Gardinerne er monteret på specialvalsede AP 0689 og AP 1170 CURTAINLIGHT™-gardinskinner. Med de bølgende og cirkelformede skinner bredes motiverne fra de tekstile kunstværker ud i rummene og bliver en del af den samlede installation. Farverne fra Hvass&Hannibals tekstilværker går også igen på gardinskinnerne, som er speciallakerede i nuancerne Soft Yellow, Terracotta Sun og Maroon.
GARDINET SOM ARKITEKTUR
Et gardin er i sin essens funktionelt. Det filtrerer lys, skaber privatliv og dæmper akustikken. Men med Hvass & Hannibals grafiske udtryk og kuraterede farveskema træder både gardinstoffer, Bistro-stænger og gardinskinner ud af deres praktiske roller og frem som aktive designelementer:
”Gardinet rummer et oplagt potentiale som stemningsskabende element gennem valg af tekstilets tekstur, mønstre, form og farver,” siger Hvass & Hannibal.
“Vi håber, at publikum føler sig inspirerede til at lege mere med udtrykket i deres eget valg af gardindesign. At befri gardinet fra en rent praktisk funktion og gøre det til et kunstværk. At kombinere forskellige tekstiler, at se hvordan selv et halvgardin kan byde på muligheder for at udtrykke personlig stil, at være et sted for æstetiske valg.”
HVASS&HANNIBAL
Hvass&Hannibal blev grundlagt i København i 2006 af Nan Na Hvass og Sofie Hannibal, mens de studerede på Det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole. Duoen arbejder i krydsfeltet mellem illustration, grafisk design, tekstil, rum og kunstneriske installationer. Hvass&Hannibal har modtaget flere priser, siddet i juryen i en række konkurrencer og holdt oplæg og workshops på konferencer og uddannelsesinstitutioner i Asien og over hele Europa.
Ved siden af deres designstudio har de siden 2018 drevet tekstilprojektet Kibun, hvor stiliserede motiver inspireret af naturens cyklusser omsættes til håndsyede tekstilværker, der kan hænge på en væg eller frit i et rum.
STILLING® BISTRO COLLECTION
I boligindretningen ser vi for tiden en længsel efter ro, nærvær og små, intime øjeblikke. Netop her gør cafégardinet et nænsomt comeback. Det filtrerer lyset, blødgør rummet og skaber afgrænsede zoner uden at lukke verden helt ude.
Stilling® Bistro Collection er skabt til dette spændingsfelt. Kollektionen består af smalle Ø12-gardinstænger i udvalgte metalfinishes og med forskellige æstetiske udtryk, fra romantiske endeknopper til mere stringente detaljer. Bistro tilbyder elegante løsninger, der understøtter en sanselig og rolig rumoplevelse, hvor funktion og form arbejder sammen.
COVER / UNCOVER UDSTILLINGEN
Cover / Uncover-udstillingen blev præsenteret i Stilling Studio i København i forbindelse med 3daysofdesign 2026 og skabt i samarbejde mellem Stilling, Hammel Furniture og Hvass&Hannibal.
Med afsæt i Stilling® Bistro Collection og halvgardiner undersøger installationen forholdet mellem det synlige og det skjulte. Gennem lag af tekstiler, transparens og rumlig dybde opstår en kunstnerisk fortolkning af gardindesign. Her bevæger gardinet sig fra det udelukkende funktionelle til en undersøgelse af lys, lag og det bevidst skjulte.




