
NÅR HJEMMET FØLES SOM ET KRAM
Foto: Birgitta Wolfgang
Andrea Elisabeth Rudolph er kendt som journalist, radio- og tv-vært og som stifter af skønhedsbrandet Rudolph Care, der er B Corp certificeret. I Andreas historiske villa mødes farverige vægge, kunst, arvestykker og familiens liv i et univers, der føles både levende og personligt. De seneste tilføjelser i hjemmet er gardiner i stue, spisestue, køkken, karnap og soveværelse med tekstiler fra Yvonne Koné og gardinstænger fra Stilling®.
Vi besøgte Andrea Elisabeth Rudolph til en samtale om gardinløsninger, sanselighed og ansvarlige valg.
FLYTTEDE IND I EN DRØM
Andrea bor med sine tre børn i en stor, smuk villa i det gamle Carlsberg-kvarter i Valby, et af landets arkitektonisk mest interessante kvarterer. Her har hun drømt om at bo, siden hun flyttede til København for 30 år siden for at arbejde på Danmarks Radio.
“Jeg kunne godt lide at cykle oppe omkring Søndermarken og Vestre Kirkegård. Og så opdagede jeg det gamle Carlsberg-kvarter, en hemmelig perle med gamle villaer, gamle haver og store træer.”
“Det var det mest ’på landet’, det mest ’Jylland’, jeg kunne få midt i København. Og jeg drømte om, at jeg måske engang kunne komme til at bo her.”
I 2018 opstod muligheden.
“Dengang var det både min eksmand, alle børnene og mig. Nu er det Alfred, Arthur, Isolde, katten Miss og mig, der bor her.”
Portræt Andrea Elisabeth Rudolph / Foto: Birgitta Wolfgang
IKKE ET DAMEBLADS HJEM
Når man træder ind i den store villa, mødes man af følelsen af levet liv: Børn, voksne, kunst, møbler, tæpper, planter, farver, et væld af ting. Det føles faktisk som en varm, menneskelig omfavnelse. Det skyldes selvfølgelig Andreas personlighed, men også den eklektiske indretning.
“Jeg har jo ikke sådan et perfekt hjem,” siger Andrea. “Man kan måske kalde min stil kreativt kaos. Jeg bor ikke ligesom i et dameblad eller i et boligmagasin.”
Andrea Elisabeth Rudolph omgiver sig derimod med ting med betydning:
“Jeg har nogle ting, som jeg elsker, og som har en historie. Her er ting, som min mor, min far eller min søster har lavet. Ting jeg har arvet fra min mormor og morfar eller min farmor. Gaver jeg har fået. Noget jeg eller mine børn har købt på rejser. Det er lidt en stor pærevælling, men det betyder alt sammen noget for mig. Og mine gæster synes altid, det er hyggeligt at komme her.”
EN FARVE SKAL FØLES SOM ET KRAM
At det både føles hyggeligt og indbydende skyldes også farvevalget:
“Min veninde Yvonne, som i øvrigt synes, jeg har alt for mange ting, er sindssygt god til farver. Hun siger, at når du kommer ind i en farve, skal det føles som et kram. Det har jeg faktisk tænkt meget over. Yvonne er en kæmpe inspiration for mig, og jeg er blevet utrolig glad for farver. Jeg er ikke så bange for at bruge dem – jeg kan jo altid bare male væggen igen.”
HS 2000 Prestige / Bruneret messing
SANSELIGE STOFFER
“Jeg kan godt lide den sanselighed, der er i tekstiler. Min søster er uddannet tekstildesigner og har lavet mine gulvtæpper på trappen og i stuen, og hun har også lavet flere af vores print i Rudolph Care. Lampeskærmene er også hendes. Jeg elsker bare hendes ting,” fortæller Andrea.
I de to en suite-stuer flyder lyset ind fra haven. Dagligstuen har en hyggelig karnap fyldt med grønne planter, mens spisestuen fungerer som husets hjerte med et stort spisebord, der kan samle familie og venner. Herfra fører en lille udestue videre ud i den store gamle have. På samme måde som gulvtæpperne gør noget for rummenes sanselighed og lyd, bidrager de nye gardiner til oplevelsen:
”Gardinerne giver noget ekstra taktilitet, og jeg elsker vævningerne. De gør også noget for akustikken i de store rum,” siger Andrea.
FOR LANGE GARDINER
Andrea har valgt en kombination af liftgardiner og lette, lange gardiner i stuerne og i sit soveværelse. Gardinerne er syet i lette, cremefarvede tekstiler med store slæb, hvor stoffet får lov til at samle sig på gulvet.
“Jeg elsker, at de er for lange. Det er helt med vilje. Jeg synes, det er ret ekstravagant. ’Less is more’ er ikke mig,” siger Andrea med et smil.
Tekstilerne kommer fra Yvonne Koné, og de er ikke bare et æstetisk valg, men også en fortælling om at bruge det, der allerede findes, på en ny og smuk måde:
“Yvonne har fundet stofferne på nogle gamle restlagre i Italien. De er blevet syet her i Danmark og hængt op på nogle ekstremt smukke gardinstænger.”
GARDINSTÆNGER ER ET VIGTIGT VALG
De lange gardiner er syet med rynkebånd og monteret på elegante gardinstænger i bruneret messing, der tilfører rummene en diskret, klassisk tyngde uden at overdøve hverken tekstilerne eller arkitekturen.
“Min mor gik sindssygt meget op i gardinstænger. En gardinstang kan ikke bare være tilfældig, det går ligesom ikke. Så det var faktisk et vigtigt valg for mig,” siger Andrea.
“Men det var ikke nemt at finde flotte gardinstænger. Inden jeg opdagede Stilling, havde jeg kigget på alt muligt andet.”
BRUNERET MESSING
Andrea havde oprindeligt forestillet sig gardinstænger i blank messing men valget faldt i stedet på vores HS 2000 Prestige i bruneret messing:
“Til det her gamle hus og til mine dørhåndtag passer det bare sindssygt godt. Jeg synes, de er vildt flotte. De er så enkle og alligevel lækre og megaklassiske. Jeg er jo selv ret klassisk i min tøjstil. Der er ikke de store udsving. Jeg elsker bare god kvalitet.”
“Min mor er også meget vild med gardinstængerne. Hun synes, jeg var meget dygtig dér,” smiler Andrea.
”En gardinstang kan ikke bare være et tilfældigt valg, det går ligesom ikke”
LÆKRE LIFTGARDINER
I Andreas karnap møder de grønne planter lyset fra haven udenfor og binder inde og ude sammen. Her er, ligesom i de to stuer, monteret AP 8900 liftgardiner syet i fine, lyse tekstiler, men her hænger de alene.
”Jeg syntes faktisk ikke, at liftgardiner var pæne, så det havde jeg ikke troet, jeg skulle have,” siger Andrea.
”Men nu synes jeg bare mine liftgardiner er så lækre. Og de passer jo virkelig godt til det gamle hus og til de andre gardiner. Jeg elsker, at jeg både har de lange gardiner og liftgardiner sammen. Jeg elsker den der dobbeltkonfekt.”
KREATIV KØKKENLØSNING
I køkkenet har Andrea selv designet en løsning, hvor gardiner bruges til at dække hylderne under køkkenbordpladen.
Her er gardinerne monteret på Stilling Bistro gardinstænger i mat stål, som matcher det markante komfur, der er køkkenets visuelle omdrejningspunkt. Det understøtter den afslappede landkøkkenstemning og giver samtidig rummet et mere personligt og levende udtryk end traditionelle skabslåger.
De samme Stilling Bistro gardinstænger bruges også på klassisk vis i køkkenvinduet – her er de valgt i blank messing.
Gardinerne er igen fra Yvonne Koné. I vinduet er det hvide cafégardiner med tekstur og rynkebånd. Foran underskabene er de syet i et sart orange tekstil, der spiller sammen med farven på køkkenfliserne. Gardinerne tilfører blødhed til køkkenets hårde flader og er både praktiske og poetiske.
MAN KAN NÆSTEN NØJES MED GARDINER
Andrea havde ikke savnet gardiner, før de kom op, men de har ændret både funktion og stemning i de højloftede rum.
“Jeg havde faktisk ikke opdaget, at jeg manglede gardiner, før jeg fik dem. Der er ingen naboer, der kan kigge ind, men gardinerne har givet mig følelsen af hygge og privatliv, selvom de er så lette.”
“Jeg tror først, det gik op for mig, hvor vigtigt det er at have dem, da de kom op. Og nu behøver ungerne ikke sidde med solbriller på ved spisebordet længere. Det er sygt praktisk, men allermest er det bare flot,” siger hun og fortsætter:
”Lyset i stuerne ændrer sig hele tiden. Jeg kan sidde og svømme væk i, hvor lækkert det er, når solen kommer ind gennem det gamle glas og gardinerne, og nærmest laver kunst på væggene.”
TING DER HOLDER
For Andrea er det centralt, at ting kan holde, både funktionelt og æstetisk.
”Stilling og Yvonne Koné har det tilfælles, at de prøver at lave noget, der er tidløst. Det kan jeg godt lide. De her gardinstænger og gardiner holder jo for evigt. De kommer til at flytte med mig. Jeg er sygt glad for dem. De giver mig stor glæde.”
Nu drømmer Andrea om endnu flere gardiner i huset.
“Man kan godt bo ret møbelfattigt og så bare have nogle gode gardiner, kan jeg mærke. Det er altså ret lækkert.”
HVEM STÅR BAG PRODUKTET
Når Andrea investerer i noget, der skal blive en del af hendes hjem, interesserer hun sig også for, hvem der står bag produktet.
“Jeg synes, Stilling har nogle flotte og gedigne ting. Men noget af det, der tiltalte mig ekstremt meget, var, at det er en familievirksomhed med dansk produktion. Og at I har det her projekt med inkluderende produktion. Det synes jeg bare er mega fedt.”
“Selvfølgelig betyder det også noget, at Stilling er B Corp, ligesom vi er i Rudolph Care.”
B Corp er en international certificering, der gives til virksomheder, som kan dokumentere høje standarder inden for blandt andet social ansvarlighed, miljø, transparens og ansvarlig virksomhedsledelse.
”Når jeg selv skal købe noget, kigger jeg ofte efter virksomheder, der er B Corp-certificerede. Ligesom jeg også altid kigger efter et miljømærke som Svanen. Så ved jeg, at nogen udefra har vurderet, om virksomheden lever op til det, den siger. At det er troværdigt. Og det har jeg lyst til at støtte op om.”
HOLISTISK ANSVARLIGHED
Rudolph Care blev B Corp-certificeret i 2021 og re-certificeret i 2024.
”B Corp Certificeringen er et værktøj, der hjælper os med hele tiden at blive bedre.Det handler ikke kun om, hvad vi producerer, men også om, hvordan vi driver forretning, samarbejder med vores partnere, behandler vores medarbejdere og tager ansvar for vores klimaaftryk,” forklarer Andrea.
”Rudolph Care har altid haft holistisk certificerede produkter, og B Corp spejler den samme tankegang på virksomhedsniveau.”
STÆRKT FÆLLESKAB
Andrea Elisabeth Rudolph oplever også B Corp som et stærkt fællesskab, hvor der er en reel vilje til at hjælpe hinanden:
”Der er en særlig åbenhed omkring de dilemmaer og udfordringer, man møder – man behøver ikke have alle svarene selv.”
Hun fortæller også at det, at drive en virksomhed med høje ambitioner for både kvalitet og ansvarlighed kræver store ressourcer.
”Det er ikke altid det hurtigste eller billigste valg. Men det er et valg med en anden form for varighed. Det er klart, at det koster mere. Men heldigvis er der nogen, der kan se værdien i det. Nogen, som har råd til, og gerne vil vælge ansvarligt, vælge virksomheder, man har tillid til.”
HVAD MAN STÅR FOR
Andrea Elisabeth Rudolphs hjem er smukt, levende og personligt. Det afspejler den samme tilgang, som præger arbejdet med Rudolph Care. En tilgang, hvor valg spiller en vigtig rolle – uanset om det gælder det, vi bruger på huden, det, vi omgiver os med i hjemmet, eller det, vi sender ud i verden.
“Jeg har ikke brug for hele tiden at købe nyt. Det samme gælder med mine egne ting fra Rudolph Care. Her prøver jeg ikke at pumpe mere ud på markedet, end der er brug for. Det handler om at holde fast og turde lade være med at forny sig hele tiden. At vide, hvem man er, og hvad man står for.”
OM ANDREA ELISABETH RUDOLPH OG RUDOLPH CARE
Andrea Elisabeth Rudolph (f. 1976) er uddannet journalist og blev kendt som radio- og tv-vært på blandt andet DR, TV 2 og Radio 100 FM. I dag er hun iværksætter og stifter af skønhedsbrandet Rudolph Care.
Idéen til virksomheden opstod i 2006 under hendes første graviditet, da en blodtest viste spor af uønskede kemikalier i kroppen. Oplevelsen satte gang i jagten på hudpleje, der forenede effekt, sanselighed, æstetik og ingredienser, hun følte sig tryg ved. Da hun ikke kunne finde det, hun søgte, begyndte hun selv at udvikle produkterne.
Rudolph Care blev grundlagt i København i 2009 med otte produkter baseret på açaibærret. I dag omfatter sortimentet mere end 40 produkter inden for hudpleje, solpleje, hårpleje og dufte, hvor langt størstedelen er certificeret med både Svanemærket og Ecocert COSMOS Organic.
Virksomheden blev B Corp-certificeret i 2021 og opnåede en højere score ved recertificeringen i 2024. I dag arbejder Rudolph Care med certificering under B Corps nye standarder og var desuden medstifter af B Beauty Coalition sammen med virksomheder som Davines, The Body Shop, Rituals og Dr. Bronner’s.
B CORP-BEVÆGELSEN
B Corp er en international certificering for virksomheder, der kombinerer forretningsmæssig succes med ansvar over for mennesker, samfund og miljø. Certificeringen administreres af non-profit organisationen B Lab og stiller høje krav til blandt andet klimaindsats, arbejdsforhold, menneskerettigheder, transparens og etisk forretningspraksis.
B Corp er et bevis på, at virksomheden arbejder aktivt for at skabe værdi for både medarbejdere, kunder, samfundet og miljøet.
I Norden er der mere end 195 B Corps, og globalt over 10.780 virksomheder. Stilling blev B Corp-certificeret i 2022 og re-certificeret i 2025 som den første og fortsat eneste producent af gardinhardware i verden.




