Skip to main content
Inspiration / Ambassadors / Hjemme hos stylist Cille Grut
Ambassadors

Hjemme hos stylist Cille Grut

Foto: Anders Hviid

’NU ER DET MIG, SOM ER HERRE OVER LYSET OG STEMNINGEN’

Interiørstylist Cille Grut havde aldrig haft gardiner i det store karnapvindue i sin spisestue og solafskærmningen i soveværelset fungerede langt fra optimalt. Men med en skinne bukket præcis i karnappens form og en gentænkt corniche i soveværelset, fik rummene en helt ny funktionalitet. For ikke at tale om et nyt udseende.

HUS FRA 1875

Tæt på Dyrehaven ligger et hus fra 1875. Det blev oprindeligt bygget som sommerhus, da københavnerne trak ud af byens røg og damp i jagten på ren luft og havvand. Her bor interiørstylist Cille Grut sammen med sin mand, sin yngste datter og deres to hunde. De to ældste børn er fløjet fra reden, men huset har fungeret som deres barndomshjem, da det har været i familiens eje siden 2003.

Portræt Cille Grut / Foto: Anders Hviid

AP 1100 / Shadow White

MAN SKAL GÅ EFTER DEN BEDSTE KVALITET

Cille Grut arbejder til daglig med interiørstyling og visuel iscenesættelse – blandt andet fast for Royal Copenhagen. Hun har fingeren på pulsen omkring interiørtrends, men køber faktisk sjældent nyt til sit eget hjem:

”Jeg omgiver mig med ting, der har en betydning for mig, både på et æstetisk og et personligt plan. Jeg køber f.eks. sjældent nye møbler; højest en ny pude til sofaen eller to alt efter årstiden. Jeg er opvokset i et arkitekt hjem og opdraget med, at man skal gå efter den bedste kvalitet man har råd til. Så hellere vente… Faktisk har vi samlet vores møbler igennem mange år, men sjovt nok bliver jeg ikke træt af dem.  I stedet for at skifte dem ud, tilsætter jeg lidt nyt så der kommer en anden balance i tingene.”

En nylig tilføjelse til Cille Gruts hjem, som i den grad har skabt en anden balance, er de nye gardiner i både spisestue og soveværelse.

GARDINER TILFØJER BLØDHED

Huset har et fantastisk lyst og solbeskinnet rum med en stor vestvendt karnap, som familien anvender til spisestue. I de snart 20 år de har boet der, har de dog aldrig haft gardiner i karnappen. I stedet levede familien med at stuen på de mest solrige sommerdage var nærmest umulig at opholde sig i.

”Jeg var bange for at gardiner ville fylde for meget og skæmme det smukke vindue, men det er jo langt fra tilfældet. Jeg har fået bukket en skinne, der følger karnappens ydre form, således at den falder i med rummet. Noget vi faktisk ikke vidste kunne laves, og da slet ikke så elegant, som Stilling kunne,” fortæller Cille Grut.

Stilling, kom på banen med vores traditionsrige håndværk, der strækker sig helt tilbage til 1949. I stedet for at lave flere enkeltstående gardinskinner til Cilles karnap, hvilket ville gøre gardinerne statiske og faste, gav vi skinnen et meget specialiseret ’karnapbuk’. Et buk, der udelukkende kan laves i hånden af uddannede håndværkere.

GENANVENDT ALUMINIUM

Skinnen er en AP 1100 S i delvist genanvendt aluminium. Dens bløde former og diskrete beslag er oplagt til dette historisk hus, fordi den matcher loftets stukkatur. Og tilmed er den lakeret i samme farve som spisestuens vægge – Shadow White fra Farrow and Ball. Gardinstoffet er fra Islandske Casalisa, syet med vores Perfect Wave system.

”Jeg malede rent faktisk min spisestue efter farven på gardinstoffet, og fik Stilling til at speciallakere skinnen så alle farverne matchede tone-i-tone. For mig handler det nemlig meget om taktilitet. Rummet skal ikke tage over, men skabe den rette ramme og stemning, så folk føler sig godt tilpas. Jeg elsker at “pakke rummene ind,” smiler Cille Grut.

PRÆCIS SOM MORMOR HAVDE DET

Det var ikke kun i spisestuen Cille Grut fik skabt en ny stemning. I soveværelset havde hun godt nok dobbelte gardiner, men de var lidt for små og lidt for lyse:

”Vores soveværelse vender mod øst og selvom solopgangene er fantastiske over Øresund, står solen op om sommeren ved 03.30 tiden. Det kræver effektiv blokering af solen og det havde vi ikke rigtig.” fortæller Cille Grut.

”Nu har vi fået en helt old school corniche, præcis som min mormor havde det. Blot havde hun sin betrukket med stof – det syntes jeg måske er lidt gammeldags og herregårds-agtigt, men min er malet i samme farve som væggen og blender derfor så fint ind. Det er som om væggen bare følger udover gardinet.”

2 STØRRELSER, 2 UDTRYK

Soveværelsets vægge er en sart rosa farve, der forandrer sig efter årstid, lys og vejr og derfor veksler fra rosa til grå over en støvet blå. Men det er ikke blot farverne, der er omskiftelige, det er det visuelle udtryk på cornichen fra Stilling også, da Cille Grut har bestilt den i to bredder (AP 2694 S og AP 2690 S) , så hun med et enkelt tryk kan udskifte den lave corniche til en lidt højere én af slagsen.

”De to størrelser var et sats. Jeg var faktisk ret overbevist om at jeg ville have den lave, men da den høje kom op var den på en måde bare smukkere… Jeg tænker måske den lave skal være en vintermodel; de er jo superlette at skifte ud.” siger Cille Grut.

NU SOVER JEG MEGET BEDRE

Bag den malede corniche skjules to smalle gardinskinner. Én, der bærer et florlet, kridhvidt undergardin fra Casalisa, og én der bærer et gråviolet ydergardin fra danske Pagunette, der ligesom væggene changerer i farven alt efter vejr og vind.

”Ydergardinet er matchet perfekt til farven til soveværelset og jeg elsker den ro, der kommer med at arbejde tonalt med farverne,” siger Cille Grut, og fortsætter:

”Vores nye gardiner i soveværelset har 2 funktioner. Den ene er at skærme for indsigt, her er de lette og transparente perfekte. MEN det største plus er, at de tykke gardiner, der er lavet i et tykt hørblend, er foret så det bliver mørklæggende, og sammen med cornichen gør, at INTET lys slipper ind. Jeg kan helt bestemt mærke at jeg sover bedre nu.”

NYE GARDINDRØMME

Efter oplevelsen med de nye gardiner har Cille Grut fået flere gardiner på ønskelisten.
”Jeg har et sørgeligt afskærmningsgardin i badeværelset, som jeg lavede af en stofrest, da jeg indså at naboen havde lidt for meget indsigt om vinteren, når lyset i badeværelset var tændt. Så jeg overvejer faktisk en helt gammeldags og klassisk gardisette, der vil kunne dele vinduet op, så det bliver afdækket, samtidig med at dagslyset kan strømme ind fra oven”.

”Gardiner gør simpelthen ALT for rummene! Den blødhed de giver, og muligheden for at skabe stemninger ved at filtrere dagslyset. Rummene bliver simpelthen rarere at opholde sig i,” slutter Cille Grut.

Vil du også have smukke gardinløsninger som Cille Grut? Langt de fleste af landets professionelle gardinforhandlere fører Stilling skinner, og kan bestille dem med specialiserede buk. Spørg din lokale gardinmand, eller kontakt os for en henvisning.