Skip to main content
Inspiration / Ambassadors / I Manuel Canus atelier
Ambassadors

I Manuel Canus atelier

Foto: Birgitta Bjørnvad

‘SELVFØLGELIG ER GARDINSKINNEN BLÅ’

I Manuels Canus atelier i København trak det voldsomt fra den store dør ud mod gaden. Men med en portiére skabt af gardiner fra Designers Guild og en speciallakeret skinne fra Stilling, kom der styr på træk – og larm – udefra.

Den italienske kunstner Manuel Canu bor med sin kone og deres to døtre i København og har de sidste fire år haft atelier i Kødbyen. Her har Manuel Canu skabt keramiske skulpturer, lerinstallationer, og billedkunst. Og her besøger vi ham en kold vinterdag til en snak om hans nye portiére.

Ap 9001 / Yves Klein Blue

KUNST BAG PORTIEREN

Ved indgangen til atelieret er det tydeligt, at den rustne yderdør ikke længere når helt ned til gulvet eller slutter tæt til karmen. Derfor suser vinden ind gennem de mange sprækker, hvilket plejede at henlægge værkstedet i kulde og træk.

Men i samarbejde med engelske Designers Guild har vi hos Stilling monteret en portiere foran døren, der skal forhindre kulden i at gøre det til en umulig opgave at skabe kunst. Og som samtidig kan skjule den mindre kønne dør, som ikke rigtig passer ind blandt de smukke værker i rummet.

Det kraftige gardinstof fra Designers Guild er vævet med blå og grå tråde. Det er foret med et matchende greige tekstil men med forskellig struktur og vævning.

– Jeg har valgt tekstilerne fordi de er tætte og isolerende, men også fordi de giver en varm, robust fornemmelse, fortæller Manuel Canu.

SPECIALLAKERET SKINNE

Det tunge gardin stiller ekstra krav til gardinstangen og dens glidere. Manuel valgte en rund AP 9001 S skinne, som formmæssigt ligner en klassisk gardinstang men har gardinskinnens funktionalitet:
– Skinnen er bukket og formet som et L og dækker både døren og den tilstødende væg. Jeg kan dermed trække gardinet frem og tilbage fra den ene væg til den anden, ligesom jeg vil, siger Manuel Canu.
– Og så er gardinskinnen selvfølgelig blå, smiler han.

Hos Stilling kan vi vådlakere alle skinner i en hvilken som helst farve og glans, så de kan tilpasses et hvilket som helst interiør, eller som her for at tydeliggøre, hvem som holder til på værkstedet.
Skinnen blev speciallakeret i en klar Yves Klein blå farve, da blå er kunstnerens favorit:

– Blå er en farve som er rig på symbolik og historiske referencer, en hellig og eviggyldig farve. Det er min foretrukne farve, da dens dybe og beroligende egenskaber inviterer mig til en meditativ sindstilstand, fortæller Manuel Canu.

– Jeg bruger blå på de fleste af mine tegninger og malerier. Det er blevet en slags signaturfarve for mig.

GARDINER SKABER RO

Træk udefra var Manuel Canus primære grund til at opsætte portieren, men den har vist sig at have endnu en fordel:
– Mit nye gardin har helt sikkert hjulpet med at isolere træk, der kommer fra den store dør i atelieret. Men ud over at forbedre indendørsklimaet fungerer det tunge stof også som en lyddæmper på trafikstøjen udefra. Det giver mere arbejdsro, smiler Manuel Canu.
Kunstneren kan da heller ikke udelukke at der kommer flere gardiner til i hans atelier på et tidspunkt:

– Jeg tror, ​​at denne form for gardinløsning også ville fungere godt som en lyddæmpende rumdeler, især i et stort fællesværksted som mit.

Gardinstoffets tunge bølger spiller godt sammen med omgivelserne og går igen i Manuel Canus smukke malerier og relieffer med undersøgelser af alger og vand i bevægelse. Og Manuel Canu har da også mærket en forandring i rummet:

– Det loftlange gardin skaber en hyggelig stemning. Der bliver skabt et mere intimt område i det store værkstedsrum, der hvor det hænger. Man kan sige at portieren skaber ro på flere planer, slutter Manuel Canu.

MERE OM MANUEL CANU

Billedkunstner Manuel Canu (IT) har en bachelor i 3D keramikdesign fra Bath Spa University, England, og bor og arbejder nu i København. I sine keramiske skulpturer og lerinstallationer udforsker Manuel Canu en arkitektonisk og skulpturel undersøgelse af rum, tyngdekraft og materiale. Med udgangspunkt i historisk dekorativt håndværk undersøger han nyfortolkningen af ​​ler, anvendt som et dekorativt og arkitektonisk medie i en nutidig kontekst. Hans kunst udstråler ofte en subtil humor, en følelse af leg og et strejf af anarki.

Manuel Canu debuterede i Danmark med værker udvalgt til den berømte Forårsudstilling og Kunstnernes Efterårsudstilling, hvor han vandt Patricia Asbæk-prisen.

I de senere år har Canus arbejde opnået anerkendelse på den nationale og internationale kunstscene, med udstillinger i lande som Georgien, Schweiz, Sverige og nationale udstillinger på steder som Gammel Gård Kunst Center, Janus Vest-Jylland Kunst Museum og senest en større udstilling på Clay Museum Denmark