Skip to main content
Pressemeddelelse / Birgitte Due Madsen vælger Stilling skinner til sit showroom
Pressemeddelelse

Birgitte Due Madsen vælger Stilling skinner til sit showroom

AP 0689 curtain track from Stilling at Birgitte Due Madsen

Pressemeddelelse 18/09/2024

UANSET OM DET ER HÅNDEN, SOM UDFØRER TEGNINGERNE, ELLER HÆNDERNE, DER REALISERER DEM, HAR SAMARBEJDET MELLEM KUNSTNER BIRGITTE DUE MADSEN OG DET DANSKE FAMILIEFIRMA STILLING VÆRET BERIGENDE OG FRUGTBART. RESULTATET KAN OPLEVES I KUNSTNERENS ATELIER, HVOR GARDINSKINNER I DYB BORDEAUX BØLGER HEN OVER LOFTET FOR PÅ ÉN GANG AT SKJULE OG ÅBENBARE KUNSTNERENS MANGE KREATIVE VÆRKER FOR NYSGERRIGE BLIKKE.

Hvem siger, at en gardinskinne skal monteres et bestemt sted eller have en klassisk form? Birgitte Due Madsen mener faktisk det modsatte. Hvorfor ikke gøre skinnerne iøjnefaldende og unikke, så de gengiver en atmosfære eller et skulpturelt værk? Hun har derfor med vanlig idérigdom og tæft formået at vende op og ned på forholdet mellem gardin og skinne og med egne ord fået tilført rummet en ny dronning i kraft af en iøjnefaldende grafik.

 

MULTIFUNKTIONELLE MODPOLER

I samspillet mellem de slanke, bølgende stænger og de groftvævede gardiner skaber kunstneren en klædelig kontrast mellem materialerne, men også i farvekombinationen mellem den hvide hør og det bordeauxfarvede aluminium. Det er ikke blot stængerne, der bølger gennem atelieret, det samme gør gardinerne fra Vivesti, da de er ophængt med det kendte wave-system.

Stilling har valset skinnerne, så de gengiver kunstnerens formsprog, men også dækker de mange behov, et arbejdende atelier har, når det skal skjule, pirre og inspirere de besøgende. Skinnerne er derfor fremstillet, så de både styrer dagens lys og nattens mørke samt skjuler igangværende bestillinger og kostbare materialer.

Ydermere forhindrer gardinerne træk fra både gadedør og kælder samt fjerner fokus fra gulvets grålige fliser.

 

FRA VASKERI TIL ATELIER

Før Birgitte Due Madsen gjorde lokalerne på Frederiksberg til sine, husede de larmende vaskemaskiner og brummende tørretumblere, og selv om ethvert spor fra vaskeriet var borte, hvilede der stadig noget hårdt over lokalerne; akustikken var dårlig, og der manglende dekoration. Takket være de mange meter tekstil er akustikken gået fra bisset til venlig, og en klædelig hjemlighed opstod, i samme øjeblik de snørklede skinner blev monteret, som en form for dekorativ stuk.

Samarbejdet mellem Stilling og Birgitte Due Madsen er et tydeligt bevis på, hvad der sker, når en industriel ekspert slår sig sammen med en artistisk sjæl. Ikke blot vendes der op og ned på idéerne, der stilles også andre krav. En frugtbar meningsudveksling, der har fornyet forholdet mellem gardin og skinne, da skinnen, ifølge Birgitte Due Madsen, rummer så mange muligheder for at udtrykke sin personlige smag og idérigdom.

PRODUKTINFORMATIONER

Gardinskinne: AP 0689, speciallakeret
Materiale: 75% genanvendt aluminium
Pris fra DKK: 553,- ekskl. lakering

Tekstil: Belluci fra Vivesti
Materiale: 100 % hør
Pris fra DKK: 750,- pr. 100 cm. ekskl. syning

PRESSEKONTAKT

Pressehenvendelser modtages gerne til:

Jakob Hundborg v/Replique
jh@replique.dk
+45 4054 5496

AP 0689 (custom), Foto: Birgitta Wolfgang