Skip to main content
Pressemeddelelse / STILLING FLYTTER ALUMINIUMSPRODUKTION FRA ASIEN TIL EUROPA
Pressemeddelelse

STILLING FLYTTER ALUMINIUMSPRODUKTION FRA ASIEN TIL EUROPA

Pressemeddelelse 13/12/2023

SKANDINAVIENS STØRSTE PRODUCENT AF GARDINUDSTYR, STILLING, FLYTTER HELE PRODUKTIONEN AF ALUMINIUMSPROFILER FRA ASIEN TIL EUROPA FOR AT NÅ MÅLSÆTNING OM REDUCERET KLIMAAFTRYK.

Den familieejede virksomhed med domicil i Brøndby har informeret deres aluminiumsleverandør i Asien om at der fra 1. januar 2024 ikke vil blive lagt nye ordrer. Det sker på baggrund af virksomhedens beslutning om at insource hele produktionen af aluminiumsprofiler fra Asien til Europa for at nå et erklæret mål om at producere gardinudstyr med en minimal social- og miljømæssig påvirkning.

“Efter grundig overvejelse omkring konsekvenserne af en sådan beslutning  – de miljømæssige omkostninger holdt op imod menneskerne, hvis levebrød vi understøtter med vores køb og de forbedrede arbejdsforhold vi hjælper med at indføre – er vi kommet til den beslutning at vi vil insource hele vores produktion af aluminiumsprofiler fra Asien til Europa med begyndelse 1. januar 2024. Det er en strategi vi har udarbejdet år tilbage som nu er i gang med at blive implementeret”, siger CEO & ejer, Thomas Trads Hansen.

Aluminiumsprofiler udgør majoriteten af Stillings kerneprodukter, som inkluderer gardinskinner og solafskærmningssystemer, der alle udfærdiges på firmaets faciliteter i Brøndby.

SØGEN EFTER EN BEDRE FREMTID

Kort sagt er de overordnede miljømæssige omkostninger ved at producere aluminium i Asien og transportere det tilbage til Danmark for høje, mens tilgængeligheden af genanvendte råmaterialer og vedvarende energi er større i Europa. Dertil er det meget lettere for virksomheden at kontrollere at aluminiummet produceres i sikre og ansvarlige arbejdsmiljøer, når det foregår i Europa.

Stilling ejes af brødrene, Rasmus Stilling-Schütz og Thomas Trads Hansen, der er kendt i deres branche som pionerer for ansvarlig forretning. Virksomheden efterstræber en regenerativ forretningsmodel, hvilket har resulteret i en B Corp certificering i 2022.

“At flytte vores aluminiums indkøb og -produktion til Europa vil have en omgående effekt på vores konventionelle gardinskinner, der er de produkter, der har den højeste påvirkning af miljøet. Og på lang sigt understøtter det vores igangværende indsats for at implementere genanvendt aluminium i alle vores produkter, og den fortsatte udrulning af vores SUSTAIN™ portefølje”, siger CCO & ejer, Rasmus Stilling-Schütz.

Aluminium udgør over 80% af Stillings samlede CO2 udledning ifølge virksomhedens klimarapport fra 2022.

EN SVÆR BESLUTNING

Ikke desto mindre har beslutningen i følge ejerne været svær at træffe, da de anerkender den store kompleksitet forbundet med flytningen.

“Vores producenter i Asien har været en del af vores rejse gennem mange år – de fleste i flere årtier – og sammen har vi leveret, hvad vi mener er de bedste gardinskinner i verden. Men nu er det på tide at leve op til vores løfte om at levere gardinskinner, der samtidig er de bedste FOR verden”, siger CEO & ejer, Thomas Trads Hansen.

Stilling vil fortsat samarbejde med producenter i en global værdikæde i fremtiden, men sigter mod at tilrettelægge leverandørleddet på en måde der giver bedst mening for planeten og dens beboere.

FAKTABOKS

  • 3. generationsejere og brødre, Thomas Trads Hansen og Rasmus Stilling-Schütz, overtog den familieejede virksomhed i 2018 og besluttede at være forgængere for ansvarlighed inden for deres branche.
  • Stilling modtog den eftertragtede B Corp certificering i december 2022 som den første i deres branche.
  • Over 80% af Stillings CO2 udledning stammer fra indkøb og produktion af aluminium; og over 99,6% stammer fra scope 3.
  • Stilling efterstræber en regenerativ forretningsmodel og har forpligtet sig gennem sine vedtægter til at vedligeholde både økonomiske, sociale og miljømæssige bundlinjer.
  • Grundet mangel på standardiserede ansvarlighedsmærkninger i deres industri, har Stilling lanceret deres egen mærkning kaldet “SUSTAIN™”, som angiver at produktet opfylder strenge sociale og miljømæssige krav.
  • Fra 2019 til 2023 har Stilling reduceret deres brændbare affald med 80,6% fra 24,7 tons til 4,8 tons.

OM STILLING

Designvirksomheden Stilling blev grundlagt i Danmark i 1949, og lige fra begyndelsen har håndværk, design og sans for detaljer været rygraden i firmaet, hvis vigtigste kerneområde er specialdesignede gardinskinner, som kan valses, bukkes og speciallakeres efter ønske.

Stilling er pionerer inden for gardinudstyr i genanvendte, eller på anden vis mere bæredygtige materialer, og tredje generation af Stilling familien har iværksat en række sociale og miljømæssige initiativer, hvilket har ledt til en B Corp-certificering.

Det betyder samtidig, at Stilling er blevet en del af et fællesskab, som ikke blot konkurrerer om at være de bedste virksomheder i verden, men de bedste virksomheder for verden. Stilling er den første inden for sin branche, der har modtaget B Corp certificeringen.

PRESSEKONTAKT

Pressehenvendelser modtages gerne til:

Jakob Hundborg v/Replique
jh@replique.dk
+45 4054 5496

Stilling er én af verdens førende producenter af gardinudstyr.