Skip to main content
Pressemeddelelse / STILLING KÅRES TIL ÅRETS VIRKSOMHED I BRØNDBY KOMMUNE
Pressemeddelelse

STILLING KÅRES TIL ÅRETS VIRKSOMHED I BRØNDBY KOMMUNE

Pressemeddelelse 30/01/2024

BRØNDBY KOMMUNE HAR KÅRET DESIGNVIRKSOMHEDEN STILLING TIL ÅRETS VIRKSOMHED 2023 FOR DERES SOCIALE ANSVAR

Borgmester Kent Magelund overrakte prisen som “Årets Virksomhed 2023” til Stilling A/S ved en privat ceremoni på virksomhedens domicil. Prisen er en hyldest til virksomheder, der gør en særlig indsats for, at udsatte kan få en chance på arbejdsmarkedet.

KÅRET FOR INDSATS MED UDSATTE BORGERE

Stilling er i første omgang indstillet til prisen af jobcentret i Brøndby, med hvem virksomheden har haft et længerevarende samarbejde, der tog fart med oprettelsen af en særlig produktionsenhed for udsatte borgere, som grundet fysiske, psykiske eller sociale udfordringer er langt fra arbejdsmarkedet. Enheden bærer navnet “den inkluderende produktion” som et symbol på dens rummelighed.

”Stilling er valgt til Årets Virksomhed, fordi I har udvist en helt ekstraordinær social ansvarlighed. Tak for det – og tak for det gode samarbejde, der er udviklet mellem Stilling og Brøndby Kommune i de senere år. I bliver årets vinder for jeres store arbejde for jobmuligheder for målgrupper i Jobcenter Brøndby, der er langt fra arbejdsmarkedet, og som har brug for en ekstra håndsrækning for at kunne komme i job,” udtaler borgmester Kent Magelund i sin kåringstale.

Til at varetage borgerne i den inkluderende produktion har Stilling fuldtidsansat en specialuddannet mentor, der i et tæt samarbejde med kommunen varetager borgernes særlige udfordringer og skånehensyn.

EN DEL AF ET STØRRE HELE

Kåringen som “Årets Virksomhed” er en anerkendelse af det sociale arbejde som Stilling udfører i sit nærmeste lokalsamfund, og som samtidig udgør én af flere indsatsområder som virksomheden arbejder med.

”Hos Stilling har vi taget et aktivt valg om at drive en virksomhed med en tredobbelt bundlinje, hvor vi vægter både miljøet og det sociale samfund på lige fod med at drive en rentabel forretning. Vores inkluderende produktionsenhed er ikke længere et eksperiment; den er en varig del af vores arbejde med at give tilbage til lokalsamfundet og denne pris er et smukt symbol på det meningsfulde samarbejde med Brøndby kommune,” udtaler ejere Rasmus Stilling-Schütz og Thomas Trads Hansen.

Stilling vil fortsætte udviklingen af den inkluderende produktionsenhed i samarbejde med de omkringliggende kommuner, og offentliggør samtidig et erklæret mål om at mindst 10% af den faste medarbejderstab skal være ansat på særlige vilkår.

FAKTABOKS

  • 3. generationsejere og brødre, Thomas Trads Hansen og Rasmus Stilling-Schütz, overtog den familieejede virksomhed i 2018 og besluttede at være forgængere for ansvarlighed inden for deres branche.
  • Stilling modtog den eftertragtede B Corp certificering i december 2022 som den første i deres branche.
  • Stilling efterstræber en regenerativ forretningsmodel og har forpligtet sig gennem sine vedtægter til at vedligeholde både økonomiske, sociale og miljømæssige bundlinjer.
  • Stilling har et erklæret mål om at mindst 10% af den faste medarbejderstab skal være ansat på særlige vilkår.

OM STILLING

Designvirksomheden Stilling blev grundlagt i Danmark i 1949, og lige fra begyndelsen har håndværk, design og sans for detaljer været rygraden i firmaet, hvis vigtigste kerneområde er specialdesignede gardinskinner, som kan valses, bukkes og speciallakeres efter ønske.

Stilling er pionerer inden for gardinudstyr i genanvendte, eller på anden vis mere bæredygtige materialer, og tredje generation af Stilling familien har iværksat en række sociale og miljømæssige initiativer, hvilket har ledt til en B Corp-certificering.

Det betyder samtidig, at Stilling er blevet en del af et fællesskab, som ikke blot konkurrerer om at være de bedste virksomheder i verden, men de bedste virksomheder for verden. Stilling er den første inden for sin branche, der har modtaget B Corp certificeringen.

PRESSEKONTAKT

Pressehenvendelser modtages gerne til:

Jakob Hundborg v/Replique
jh@replique.dk
+45 4054 5496

Borgmester Kent Magelund overrakte prisen som “Årets Virksomhed 2023”