Vælg den rette metalfinish
Fotos: Pernille Greve / Maja Karen /Stine Christiansen / Birgitta Wolfgang
MAGISKE METALLER
Interiør med metalfinish giver dig rig mulighed for at lege med stil og udtryk i et rum, uanset om det er et klassisk, minimalistisk eller futuristisk look du går efter. Store interiørelementer eller flader i metal kan se fantastiske ud, men mindre kan også gøre det: Gardinstænger eller gardinskinner med metalfinish kan skabe en flot effekt og fremhæve detaljerne i dit gardinstof. En gardinskinne eller -stang i metalfinish kan være et lille kunstværk i sig selv og fungere som prikken over i’et i din boligindretning.
3 TIPS TIL VALG AF METALFARVER TIL DIN GARDINSTANG
Her er 3 gode overvejelser, når du skal vælge mellem det store udvalg af metalfinish:
1 – Kend metallets udtryk
2 – Se på gardinets farve
3 – Skab en rød tråd i rummet
HS 2000 Prestige/ Mat messing, Foto: Pernille Greve
1 – KEND METALLETS UDTRYK
Metalliske nuancer varierer i udtryk fra varme til kolde og det er værd at overveje hvilken effekt du vil gå efter.
Guld, messing, kobber og bronze betragtes som varme metaller, mens sølv, krom, aluminium, nikkel og rustfrit stål må betragtes som metaller med et køligt udtryk.
VARME METALLER
Guld er en klassisk finish, og vil altid fungere som blikfang i et rum. En gardinskinne eller -stang i guld eller blank messing tilføjer et strejf af elegance og giver en følelse af luksus. Hvis farverne i rummet er overvejende kølige eller der ikke er meget lys, kan messing, guld og bronze også tilføje glimt af varme og lys.
En stang i bruneret messing eller mat messing har et mere dæmpet og moderne, men stadig elegant udtryk. Bruneret messing er en klassiker som oplever stor popularitet for tiden, som det ses hos flere af de store designhuse, f.eks. i Louis Poulsens samarbejde med Fendi Casa.
KOLDE METALLER
Skinner og stænger i sølvtoner har et køligt, moderne look. Fra rent og minimalistisk med sølv og aluminium, over mere råt med ædelstål og nikkel, til blikfang med blankt krom.
Skinnende metaller med reflekterende overflader åbner rummet op, mens mat eller børstet metal skaber et mere råt og industrielt look. Kolde metaller har generelt et minimalistisk, stilfuldt udtryk.
2 – SE PÅ GARDINERNES FARVE
Selvom oplevelsen af farver kan være meget subjektiv, taler man også om varme og kolde farver. Du kan derfor vælge at tage udgangspunkt i, om farven på dit gardinstof er overvejende varm eller kold. Og så beslutte om din metalskinne eller -stang skal være en kontrast til, eller forstærkning af, dette udtryk.
Grundlæggende betragtes blå, grønne og violette nuancer som kolde. Og røde, orange og gule nuancer som varme.
KONTRAST & KOMPLEMENTERING
Vælger du en gardinstang i varme metalfarver danner den en flot kontrast til stof i de kølige blå, grønne og violette nuancer. Gardiner i overvejende røde, orange og gule nuancer sammen med gyldne metaller giver et klassisk, tidløst udtryk.
Bløde gardinstoffer som velour og silke er et oplagt match til de gyldne metaller, men metallerne er også flotte til både hør og uld.
Gardinstof i kølige nuancer sat sammen med gardinstænger i kølige metaller skaber et strømlinet, underspillet udtryk. Skinner i sølvtoner er også en flot kontrast til gardiner i overvejende røde, orange og gule nuancer.
De kølige metaller tilfører kant til den nordiske stil med lyse farver, naturlige elementer og rå materialer.
3 – SKAB EN RØD TRÅD I RUMMET
Gardinstænger i metal skaber ikke blot en flot effekt i dine vinduer, de kan også spille sammen med andre metalaccenter i rummet. Skab en rød tråd imellem finish på elementer som f.eks. stager, lamper, stoleben, håndtag, billedrammer, vaser og skåle. Hvis du have et helt rent look kan du vælge at nøjes med et enkelt metal som genganger, men du kan sagtens mikse flere.
MIKS DINE METALLER
De fleste metaller kan bruges sammen og det er i sidste ende et spørgsmål om din personlige smag. Men hvis du sætter kolde og varme metaller sammen bliver de varme gyldne toner fra guld og messing smukt fremhævet sammen med kølige toner som sølv eller krom. Det er også en god ide at mikse metaller med blanke og matte overflader og dermed fremhæve deres finish via kontrasten.
UNIKT LOOK
Stillings gardinstænger og gardinskinner kommer i et hav af forskellige metalfinishes, med tilhørende endeknopper og endekapper i samme finish og farve. Du kan skabe helt unikt look ved at mixe forskellige metaller – f.eks. en mat stang i køligt metal med en skinnende kappe i varmt metal og vice versa.
Metalfarverne giver gardinerne et eksklusivt løft og kan spille sammen med tonen i gardinstoffet og dit øvrige interiør på smukkeste vis.
HORISONT™ DECOKOLLEKTION
Vores eksklusive decokollektion, HORISONT™, indeholder runde, ovale, firkantede og endda trapezformede gardinskinner. HORISONT ™ har et stort udvalg af metalfinishes, både matte, blanke og med struktur.
Serien indeholder metaller som børstet og bruneret messing, krom samt ædelstål. Stængerne fås i både messing, ædelstål og aluminium, mens skinnerne er udført i aluminium og tilføjet en smuk finish. Kollektionen indeholder også runde skinner med en kombination af træ- og metalfinish.